Jaja – så er du kommet dig over stavemåden, og hvis du slet ikke tænkte over der var noget galt, er dette måske ikke en Blog for dig 
Anyway – jeg var på Kreta sidste sommer med min kæreste Henriette og nyde en velfortjent uges ferie (som min onkel engang fortalte mig: Som selvstændig har du fuld frihed, du bestemmer selv hvornår på året du placerer din fridag!).
Klimaet var jo skønt (hvis man altså bryder sig om +40 grader, hvilket jeg ikke gør), fantastisk natur, interessant historie og spændende kulturelle oplevelser. Men, men, men – for fa’en hvor har vi dog ødelagt resten af verden med vores pomfrit kultur. Alle de klassiske og autentiske retter blev forfulgt af en portion pommesfrites.
Du spørger så nu – ‘kan han ikke li pomfrit, og han spiser måske aldrig på McD ?’
Svaret er selvfølgelig – gu kan jeg lide pommesfrites, hjemmelavede friturestegte kartoffelbåde smager himmelsk, og med hvidløgsmayonaise som tilbehør til en lækker ovnbagt lammekølle med pepperonata, tjaeh så bliver det ikke meget bedre.
Og ja da – jeg går som de fleste andre på McDonalds, typisk den i Odense (Danmarks gennemfartspunkt) om natten på vej til eller fra en livsstilsmesse i Århus, Aalborg eller Herning.
MEN når nu dette er sagt, så synes jeg da det ville være dejligt hvis der stadig fandtes delvist uspolerede restauranter rundt omkring i den turistede ende af verden, steder der satte en ære i at præsentere de besøgende for deres kulturelle gastronomi-arv, uden at forsøge at lefle for grisefest-danskeren, pølse-tyskeren og den højtråbende amerikaner.
Tjaeh så går det jo hverken værre eller bedre – sidst på ferien opdagede vi jo så, et sådan sted, næsten.
På toppen af et bjerg med udsigt udover verden og havet og solnedgangen, lå en skøn og uspoleret (Hah, den er go med mig) restaurant med autentiske gammeldags græske retter. Jeps – der var ’stjålet ged’ som vi fluks kastede os over.
Bordet ved siden af bestod af et par danske familier af den værste slags, dem hvor man ikke selv taler dansk ved sit eget bord, af frygt for at blive sammenlignet med rædslerne ved siden af. Børnene havde selvfølgelig travt med at løbe rundt mellem bordene og skrige, for til tider at løbe hen til kanten af balkonen og spytte ned på gaden – og forældrene… behøver jeg at sige at de ikke så eller hørte noget der gav årsag til reprimander ? Nej vel, du kender sikker typen!
Dødstødet kom så, det det efter lange kampe havde lykkedes grise-danskeren (eller skal vi bare kalde ham svinet (altså som gris)?) at få tvunget den stakkels tjener til at få den endnu mere stakkel kok til at lave pomfrits til ungerne – nu opstod der så et decidert ubehageligt skænderi mellem familiefædrene og tjenerne, idet familiefædrene, der jo skulle bevise deres værds som storvildtsjægere og forsørgere, nægtede at tro på at restauranten ikke var i besiddelse af ketchup ?!
Der blev råbt og skreget og brokket og mugget og hisset og hejet og sjoflet – og den næste halve time gik med løbende højlydte klager og ytret mistro, over at ‘Ingen skulle bilde dem ind, at køkkenet ikke var fuldt af ketsjup, for hvo’n faen skulle de ellers kunne lave mad…’
Vi havde en forrygende aften i deres selskab, skønt og uforstyrret, i solnedgangen, og kun jævnligt afbrudt af tvangstanker og halucinationer af hvordan jeg sprang over bordet, knuste en Heinz flaske i hovedet på den første pomfrit og maste den knuste flaskehals i øjet på den næste pomfrit, før jeg kastede hans livløse legeme ud over balkonnen og ned i ungernes spyt-pøl, for derefter at vende mig mod disse modbydelige børn og spørge om de stadig havde et problem med maden.
Fik jeg nævnt jeg selv spiser en pommesfrites med jævne mellemrum ?
